mandag den 21. maj 2018

De første tre uger

Der sker ikke meget i de første tre uger af hvalpenes liv og så alligevel. Indvendigt i hvalpene sker der en hel masse. De begynder at kunne høre, øjnene åbnes, smagssansen vækkes og de begynder at kunne gå.

Deres daglige rutine består lige nu i at spise, sove og kravle rundt for at finde et trygt sted at sove. Essie slikker dem for at stimulere dem til at tisse og deres afføring spiser hun. Det fortsætter hun med så længe de kun får mælk.

Vi holder de ydre påvirkninger på et absolut minimum for at skabe tryghed for både mor og hvalpe. Sker der noget der forstyrrer Essie tager hvalpene mindre på den dag fordi hun får diet dem mindre, som for eksempel besøg af fremmede som hun ikke kender osv. Selv om Essie er ret robust og ikke er let at skubbe ud af balance, så tager vi ingen chancer.

En anden fordel ved at holde påvirkningerne på et minimum de første uger, er for at skabe ustressede hvalpe.

Efter de tre uger ændres deres liv betydeligt fordi de nu kan se og høre.
De flytter fra stuen til køkkenet hvor der bliver lavet en indhegning de kan være i og følge med i livet og lydene i køkkenet.

Nu hvor de kan følge med i hvad der sker omkring dem, åbner vi dørene til gæster. Det giver hvalpene nye oplevelser med livet i en familie.

Det er også her vi begynder at lave ting med dem, som køre bil, komme udenfor, gå på forskelligt underlag osv. Der kommer mere om det når vi kommer dertil.

Du er velkommen til at skrive i kommentarfeltet nedenunder, hvis du har spørgsmål eller ønsker noget uddybet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar