torsdag den 30. august 2018

Hvalpe 15 uger

Hvalpene er nu 15 uger gamle og blevet rigtig dygtige til mange ting. De er gode til at køre bil uden at blive køresyge hverken i Yarisen  eller Sportsvanen.

Vi har kun sjældent tisseuheld nu. Ofte holder de sig endda hele natten. Hvalpene er gode til at siger til hvis de skal ud om natten.

Om morgenen går vi ud på marken og leger efter at de har fået morgenmad. Så sover de et par timer.

Om eftermiddagen/aftenen kommer de ofte på tur ud at køre bil. Når vi er på udflugt er det let at se hvornår de er mætte af oplevelser for så ændrer de adfærd. De bliver lidt umulige og sværere at gå i snor med. Så er det timeout og pausetid for en stund.

onsdag den 29. august 2018

Welsh på havearbejde

Hvalperne hjælper gerne med at fjerne ukrudt på fliserne og andet havearbejde. De stjæler ukrudt fra spanden og løber med mit værktøj.

Både unge og gamle welsher elsker at være med når man laver noget udendørs. De har helst snuden lige der hvor man er i gang. Så man må finde sig i at det tager lidt længere tid når de små hjælpere er med.

Hope hjælper med at skrabe ukrudt væk

tirsdag den 28. august 2018

Græsklipperobot

Vi er da ikke bange for den der klipper der kører rundt og rundt på græsplænen siger hvalpene.

Dygtige Hera

Her til morgen var vi på marken som vi næsten er hver morgen. Hope & Hera elsker at løbe rundt og lege i det våde græs.

Det er altid let at se når Hera har fået oplevelser nok for så søger hun kontakt med os eller prøver at komme tilbage. I dag gik hun hen til lågen for at komme ind i huset igen.

10 minutters morgenleg synes hun var passende i dag.

Nu vil jeg gerne hjem

mandag den 27. august 2018

På bytur

I dag har hvalpene været på tur i Randers by. Vi har været inde at gå i gågaden blandt mennesker og en enkelt hund. Hvalpene var meget interesserede i butikkerne og tingene der var udstillet i vinduerne.

Mens vi gik der ringede kirkeklokken og både den og det klokkespil der kom bagefter optog dem og de stod helt stille og lyttede et stykke tid.

søndag den 26. august 2018

Bedstemor Bea på tur

Miljøtræning er ikke noget der bliver indlært eller på anden måde gøres færdig og afsluttes. Lige som al anden træning bør miljø- og socialiseringstræningen kontinuerligt holdes ved lige i hele hundens liv.

I dag er Bedstemor Bea på 8,5 år med ude at købe ind. Bagefter gik vi en tur i byen og satte os på en trappesten mens vi nød solen og kiggede på byen, trafikken og dem der kom forbi.

Vi kan se at miljøtræning skal holdes ved lige for at have en hund man kan tage med sig. Det er med miljøtræning som med alle andre kompetencer, de visner hen og forsvinder hvis ikke de bruges.

Det er ofte ikke nødvendigt at gøre noget specielt for at holde miljø- og socialiseringstræningen ved lige. Om det er nødvendigt kommer an på hvordan familiens liv er og i hvilken grad hvalpen er involveret.

Nøgleordet for om der skal mere træning til er om der er variation i oplevelserne. Det vil sige at en hund der ofte er med i familiens aktiviteter sikkert er fuldt ud dækket ind, hvorimod en hund der sjældent er med og som regel kun går tur i nærområdet måske har et større behov for træning. Igen handler det om hvad familien har behov for. Hunden skal passe til familien og ikke omvendt. Det er dog værd at huske på at en vel socialiseret og miljøtrænet hund også er en nem hund at have med sig. 

Morgengåtur i byen

Her til morgen var hvalpene på gåtur i byen, hvor de mødte en masse mennesker der ikke ville snakke, men bare gik forbi så hvalpene måtte nøjes med at kigge. De var rolige ved biler der stansede, parkerede og kørte forbi på helt tæt hold.

Vi synes det er vigtigt at der er variation i hvad hvalpene oplever, så de er fortrolige med forskellige typer miljø. Derfor vil vi ikke begrænse luftning til at være en tur på marken og gåturen til kun at foregå i skoven.

Mens de bor hos os bliver de miljøtrænet på , skov, marker, by, parkeringspladser, banegård,  familienliv, dyreklinik og besøg i andre hjem, bilkørsel og meget mere. 

De bliver socialiseret på mennesker: børn, unge, ældre, dyr osv. 

Derudover går de til hvalpetræning en aften om ugen. Ved at gå til træning træner de udover selve pensum også at se og være i ro i nærheden af andre hunde. De lærer et træningssted at kende. Biler der kører ind og ud, mennesker og hunde der går frem og tilbage. Der er ikke noget at sige til at de er trætte efter en træningsdag. 

Til dagligt kan de lege med hinanden og Essie for Olde Sif og Bedste Bea gider sjældent at lege med dem så indimellem laver vi legeaftaler med andre hvalpe på samme alder som de kan mødes og lege med. 

Mange store sten

Vi er på tur i byen 

fredag den 24. august 2018

Vilde hvalpe - kend din hund

Når hvalpen er vild kan der være forskellige årsager. To årsager der giver det samme resultat udadtil er for lidt hvile eller for lidt aktivering kombineret med for meget hvile. 
....... 
Her til morgen er hvalpene ekstraordinært vilde. De slås og hopper op, bider i buksebenene og napper i knæhaserne. 
De kaster sig over godbidderne der smides på jorden, spiser dem og fortsætter deres angrebskampe på hinanden og mig med uformindsket styrke. 
Hvalpene har også sovet rigtig længe i dag. Vi var oppe og spise morgenmad kl. 06 og sov derefter til kl. 8, så egentligt er deres adfærd fuldt forståelig. Batterierne er fuldt ladet op og nu skal der ske noget.

"Modgiften" er her ganske simpelt at de skal ud at lave noget og have nogle oplevelser. At lave unoder eller være vild er deres måde at aktivere sig selv på. 
Havde situationen være den at de havde sovet for lidt samtidigt med at de havde oplevet mere end de kunne rumme havde deres reaktion lignet til forveksling. De havde været vilde, hoppede op og bider og svære at få kontakt til og at få i ro.

I dette tilfælde vil det på ingen måde hjælpe at gå tur med hunden eller lave anden stimulerende aktivitet. Det vil blot forværre situationen. Her er behandlingen ro og hvile. Gerne i et område i huset hvor der er roligt og ikke sker så meget.

Det gælder for begge typer ballade de kan mindskes ganske betragteligt med en passende mængde søvn. Passende mængde søvn og hvile vil for de overstimulerede hvalpe hjælpe dem til at bearbejde dagens oplevelser og reducere mængden af overkogning aka. vild hvalp adfærd betragteligt. Passende mængde søvn og hvile vil for de "overhvilede" give anledning til et par spørgsmål: får de nok aktivering i løbet af dagen? Får de for meget ro og hvile?

Det sidste spørgsmål er nok mere teoretisk da den sidste situation opleves normalt meget sjældnere end den første med overstimilering og for lidt søvn og hvile. 
Søvn og hvile er ikke helt det samme men begge dele er vigtig for hvalpen. Hvile er kort sagt der hvor hvalpen næsten sover men har åbne øjne og kigger måske på hvad der sker eller bare ud i luften uden at rejse sig. Så vidt det er muligt bør hvalpen ikke vækkes eller forstyrres når den sover eller hviler. 

Forstyrres hvalpen ofte når den sover og hviler mister den sin hvile der erstattes med aktivitet. Det øger risikoen for vild hvalp adfærd på grund af ekstra stimulering og reduceret søvn og hvile. 
Rutiner om hvile og søvn kan være med til at lære hvalpen at når vi er et bestemt sted så er der fred og ro til at hvile og sove. Vi bruger en børnekravlegård der står i køkkenet som hvalpen kan bruge som sovested i løbet af dagen.

Angreeeb

torsdag den 23. august 2018

Miljøtræningstur

I går aftes var hvalpene en tur forbi Netto. Vi gik rundt på parkeringspladsen uden for butikken og her snusede de og kiggede på biler og mennesker der kom forbi. Bagefter var vi på tankstationen og så biler blive tanket og undersøge det også. 

Til sidst var Hera så træt at hun valgte alt det nye fra og kravlede op til mig fordi hun ikke kunne rumme mere. Det er hendes måde at sige at nu ville hun gerne hjem igen. Når Hope har fået nok så bliver hun derimod mere vild. 

Kigger på Netto

Hvad er det der orange og gule for noget? 

tirsdag den 21. august 2018

Tirsdag

Her til morgen var vi på marken med John for at løbe rundt. Vi blev pladdervåde af det fugtige græs. Til sidst viste vi John at nu ville vi ikke mere ved at løbe hen til lågen for at komme hjem igen.

Om aftenen var vi til tirsdags hvalpetræning. Her fortsatte vi med at få godbid for at kigge op, sætte poter på en balje og begyndte at træne dæk og meget mere.

Indimellem holdt vi små pauser hvor vi sad og slappede af og kiggede på de andre hvalpe. Selv om vi holder pauser så er en times træning meget lang tid for os og vi har svært ved at koncentrere os den sidste del.

Når det sker er Tove og John gode til bare at sidde med os, klappe os og give godbidder for at være sød hundehvalp.

God tirsdag.

mandag den 20. august 2018

På dyreklinik for sjov

I aften var hvalpene med Sif og Essie ude hos Magtor. De voksne skulle en tur i water walkeren og hvalpene skulle bare med for hyggens skyld.
Grunden til at de kommer med er at det skal også være sjovt at komme på en dyreklinik og opleve at det ikke er hver gang de bliver taget op på et bord, undersøgt og stukket med sprøjter, som de blev de to første gange de blev vaccineret.

lørdag den 18. august 2018

Vores første skue

Hvalpene har i dag været på skue i Bække. Det gik virkelig godt. De løb pænt i ringen selvom de ikke havde prøvet det før. Det gik også ok med at få dem til at stå stille mens dommeren mærkede på dem, men det hjalp at få kødboller mens det stod på.

Dommeren kunne godt lide vores lopper og de fik begge nogle gode beskrivelser. Han synes så godt om Hope at hun blev dagens bedste baby. 

De var virkelige dygtige til at slappe af et fremmed sted og de var helt rolige med alle de hunde over det hele. Vi gik bare rundt og snuse de og kiggede på det hele.

John Hera i ringen. 

Tove og Hope efter sejren 

Roset til Hope

Vi løber rundt og rundt

fredag den 17. august 2018

Udflugt til supermarked

I dag har vi været i Bjerringbro og gået tur på parkeringspladsen uden for Meny. Her har Hope og Hera har hilst på og blevet klappet af en masse mennesker, både unge, gamle og midt i mellem.

De hilste også på en ældre dame i rullestol som gerne ville "snakke" med dem. Hun sagde ikke et ord men sikke hendes øjne lyste op da hun klappede hvalpene og jeg fortalte om hvalpene.

Da vi kørte derfra og den næste halve time kom der ikke så meget som en lyd fra hundeburet.

torsdag den 16. august 2018

Hvile - for meget og for lidt

Hvalpene siger: "I dag har vi hvilet alt for meget. Der sker ikke en disse. Vi keder os. Formiddag og det halve af eftermiddagen var det rigtig godt at have fri og sove, men nu skal der ske noget......ellers begynder vi at splitte det hele ad"

Det er en svær balancegang at ramme den rette dosis aktivitet og hvile. Efterhånden som de vokser ændrer deres behov sig også så de kan rumme mere samtidigt med at de bliver hurtigere til at fordøje de nye indtryk.

Hvalpe og voksne hunde har godt af små doser kedsomhed. Hvis det overdoseres viser det sig tydeligt. En welsh er en brugshund, så det går ikke at tro den er tilfreds med at ligge i sofaen hver dag hvor den primære aktivering består i at hoppe op og ned fra sofaen. Der skal mere til. De skal bruge hovedet. De elsker at arbejde og have opgaver at løse. De elsker at være med i alt familien laver.

I Beas unge dage var det let at se hvis hun af en eller anden grund havde lavet for lidt i nogle dage og ellers har fået sovet ud, for så begyndte hun at kvase kuglepenne og andre plastik ting når hun kedede sig for meget. Essie stjæler ting fra bordet. Især er vores tøj populært. Puder stjæler hun også men det er mest fordi hun er glad og gerne vil have noget i munden. Derfor har hun sin egen pude i sofaen, når vi husker at lægge den derop.

Aktivering af hundene er for os en naturlig del af dagligdagen, så når vi skal nogle steder hen er der ofte en eller flere hunde med. Det er ikke så meget der skal til og jo mere hundene tages med i dagligdagen jo lettere går det.

Vi aktivere vores voksne hunde ved at gå en tur med dem hver dag på en halv time, nogle gange en time. Det er som regel en gåtur i skoven hvor de får lov til at snuse. De kommer tit med i bilen når vi kører ind til byen for at gå tur der i forskellige miljøer eller er på besøg hos venner eller familie.

Vi går til træning med dem en gang om ugen og har derudover små træningspas i dagligdagen herhjemme hvor de for eksempel skal samle noget op, komme med den tomme madskål, finde gemte legesager eller lave lektier fra sidste træningsgang.

Derudover er de ofte med når vi laver ting udendørs. Undtagen lige hvis det er noget med at sætte hegn op eller male.

onsdag den 15. august 2018

Gæster

Amalie leger med Hope og Hera sammen med Essie. Hun var ikke til at rive væk fra dem og sad på gulvet hos dem i timevis.

Som forberedelse til aftenbesøget fik hvalpene ro hele for- og eftermiddagen op til at gæsterne kom så de sov en stor del af onsdagen men det var også aktivitet fra tirsdag der skulle fordøjes.

Torsdag er med vilje planlagt til at være en rolig dag for hvalpene fordi der var stor aktivitet tirsdag og onsdag. 

Vi har god erfaring med lægge hviledage ind mellem aktive dage. Det gør hvalpene mere rolige fordi de får sovet ud mellem  de lange dage og vi observerer reduceret biding og at de er mindre vilde, men stadig kontaktbare når de får nogle gode sovepauser. 

Amalie leger med hvalpene

tirsdag den 14. august 2018

Tirsdagstræning

I aften var vi til hvalpetræning. Vi trænede at kigge op, dutte på håndflade, snuse til tæppe og sætte poter på en omvendt balje og meget mere.

Lige som sidste gang tog vi nogle pauser hvor vi bare sad på tæppet og kiggede på de andre. Da vi kom hjem var de så fyldte af indtryk at de slet ikke kunne spise. De måtte lige vente en times tid før de var klar til det.

Hope snuser til tæppe

mandag den 13. august 2018

Dumme hund - 5 sekunders reglen

Hope er utilfreds og vil ud af indhegningen så hun piber og hopper op af gitteret for at komme ud. Da vi vil have hunde og hvalpe der er rolige venter vi til de er i ro inden der åbnes. I dette tilfælde slappede hun hurtigt af igen og kom ud i køkkenet.  Vi har også trænet at de skal være i ro for at komme ud siden de var ca. 4-5 uger gamle og nu er hun 12 uger, så det sidder efterhånden rimeligt godt fast. 

Tommelfingerreglen for minimum ventetid er 5 sekunder. 5 sekunder hvor den uønskede adfærd ikke må finde sted. Med det samme man tager denne regel i brug viser det sig at 5 sekunder er lang tid og der sjældent går 5 sekunder mellem gentagelserne af det man ikke vil belønne, gø, hoppe op, gnaven, hylen osv.

Ved at være standhaftig og vente på en lille pause i adfærden til at åbne undgår man at forstærke den uønskede adfærd som desværre samtidigt svækker den ønskede. Det kan være nødvendigt at gå igen hvis hunden er for vild. En pause i adfærden er der hvor man i et kort øjeblik på et par sekunder kan se at hunden tænker på noget andet. Over tid hæves det til min 5 sekunder. 

Et tip som John bruger hvis hunden holder op med at være i ro mens man går der hen eller at den af den ene eller anden grund bare ikke vil holde pause i sin adfærd og kører sig mere og mere op, bliver vildere og vildere skal det stoppes. Her kan dette trick måske bruges. 

Man lader som at man kom hen i nærheden af hunden af en hel anden grund for eksempel at hente noget i skabet ved siden af samtidigt med at hunden ignoreres fuldstændigt. En sådan adfærd fra vores side er nogle gange nok til at få hunden til at skifte fokus. Måske bliver den nysgerrig og bliver optaget af hvad vi skal i skabet og glemmer den var utilfreds for et øjeblik siden. Gør den det er det et rigtig godt tidspunkt at lukke den ud på. Denne metode skal bruges med forsigtighed og de 5 sekunder gælder stadig. Det er vigtigt at sikre at hunden ikke opdager at man går hen i nærheden af den fordi at den er utilfreds derfor lader han som om at det var noget helt andet han skulle. 

Det er ikke specifik de 5 sekunder hvalpen skal være i ro det handler om at vente. Det handler om at hvalpen skal flytte sit fokus væk fra at ville ud og der kommer ofte nogle mikro pauser hvor der er en snert af et fokusskifte som er netop acceptabel og  kan bruges til at åbne lågen. 

Efterhånden som hvalpene bliver større kan man kræve mere, men mens det er små kan det være nok med disse mikropauser. 

Verden er ikke perfekt så det kan af den ene eller anden årsag ikke altid lade sig gøre at følge reglerne. Nogle gange tager selv 5 sekunders reglen for lang tid og andre gange glemmer man helt at bruge den. Det er jo ikke altid det går at vente til hunden er i ro. Det er morgen og hele familien står på den anden end og hunden bliver lukket ud med det samme den viser utilfredshed er det hele så ødelagt?

Nej, men man har vist hunden at uønsket adfærd af og til betaler sig og dermed forstærket det en lille smule. Hvis det kun er undtagelsesvis man giver efter af den ene eller anden årsag så er det ikke ødelæggende for den normale træning. 

Luk mig ud nuuuuu

Hvalpenes ugeprogram

Hvalpene har flere ting på programmet i denne uge, så de kan få flere nye oplevelser til samlingen.

Der er ind til videre programsat dette.
I aften tager en af dem med Sif og Essie til Magtor og den anden træner at være ene hvalp hos Bea og John.

Tirsdag skal de begge til hvalpetræning i Randers.

Onsdag aften kommer der gæster de ikke har mødt før.

Lørdag skal de igen ud at køre en lang tur for de  på skue i Bække ved Vejen.

Der kommer nok en enkelt ting eller to mere på listen i løbet af ugen.

De frie dage bliver dage hvor hvalpene får ro og tid til at hvile og fordøje oplevelserne. Det at de får ro indimellem gør at oplelserne bearbejdes og giver plads til at hvalpene kan opleve nye ting uden at ramme en tilstand af at være overstimuleret.

søndag den 12. august 2018

Hvalpe på tur til Fyn

I dag har Hope og Hera været på Fyn for at besøge Figge fra F-kuldet. Figge er en dejlig hanhund på 3 år.
Køreturen gik helt problemfrit. Hvalpene er virkelig gode til at køre bil.
De synes det er spændende at komme nye steder hen og er rigtig nemme at have med.
Alligevel var der nok at se til med at holde styr på de to lopper. 
Nu mens vi kører hjem ligger de helt flade bag i bilen og sover.
Hope spiser ben

Hera spiser ben 

Alle mand i sofa hos Hans

fredag den 10. august 2018

12 ugers vaccination mm.

I dag har hele hundefamilien været på tur til Magtor. Hope og Hera skulle have deres 12 ugers vaccination og rabies. Sif og Essie skulle en tur i water walker for at træne. Bea skulle til check for at se om alt var som det skulle være. 

Ind i mellem blev der også til at lege med bolde og gø af filtrene til water walkeren. Det var også spændende med bladene der blæste i vinden uden for døren.

Sif kigger på Essie i walker

Hera får sin vaccination

Det er mega sjovt at lege med bolde

torsdag den 9. august 2018

Tisseuheld

Mens jeg skrev det forrige indlæg om morgenfræs på marken begyndte Hope at pibe og ville ud, men jeg ville lige skrive indlægget færdigt og så kunne de små komme ud.
Det gik bare ikke, så jeg måtte tørre en tissepøl op. Når hvalpene gør opmærksom på at de skal tisse så er det fordi de skal og sådanne små hvalpe kan ikke holde sig i andet end ganske kort tid efter "alarmen".
Overordnet set går det godt med at tisse ude. De kan nu holde sig til kl. 05-06 om morgenen, så det er ikke længere strengt nødvendigt at komme ud om natten. Vågner vi selv i løbet af natten kommer de ud en tur inden vi sover videre.
En af grundene til at det går godt med renligheden er at de kommer ud når de har leget, sovet og spist så det er ikke hver dag vi har uheld inde.
Tisseuheld - modelfoto

Morgenfræs på marken

Her til morgen, endnu inden duggen var fordampet og temperaturen blevet ulidelig var vi en tur på marken for at løbe, lege og snuse.

I de her meget varme dage gælder det om at udnytte de køligere tidspunkter på dagen til udendørsaktiviteter da det er utåleligt for både mennesker og dyr at være ude når det er varmest.

Marken er kæmpestor for hvalpene så der er nok at undersøge. Det er tredje gang vi er på marken og det er begyndt at bliver mere kendt område for Hope og Hera, der nu bevæger sig længere og længere væk fra mig. I dag blev afstanden så stor  at jeg måtte kalde på dem for at de ikke skulle komme for langt væk. 

I sådan en situation er det fantastisk at have et indlært fløjteindkald. Når vi fløjter stopper de straks med hvad de laver og løber hjem så hurtigt de kan i forventning om at få godbidder eller mad, hvilket de altid får. Det er en fornøjelse at se de reagerer så godt på fløjten

Vi kigger og snuser

Vi tumler og leger

onsdag den 8. august 2018

Første træningsdag

I aftes var det første gang hvalpene var til træning. Alle hunde til træning var hvalpe i nogenlunde samme alder som vores to basser, men der var mange forskellige racer, typer og størrelser af hunde. 

Vi lavede små lette øvelser som godbid for at tage øjenkontakt. Blive nusset og få samtidigt undersøgt ører, tænder og poter. Lokke med godbid til at kravle hen over førerens ben når han sidder på jorden. Gå på mange forskellige typer underlago og forhindringer. 

Ind i mellem var der forskellige hilseøvelser hvor hvalpene skulle snuse til hinanden i snor og fører og hund skulle gå tæt forbi de andre hunde. 

Mens de andre lavede hilseøvelserne sad vi med hundene på tæpperne og øvede at slappe af og kigge på dem. Vi synes ikke at vores welsh har behov for at blive socialiseret yderligere. De er så glade for alle både mennesker og hunde at vi derimod ser at de kan blive helt overgearede i disse situationer. Vi træner i stedet for at holde sig i ro for at forbygge de bliver overgearede. 

Som udgangspunkt hilser de heller ikke på fremmede hunde vi møder i dagligdagen når vi går tur. Det vil være udvande den ro træning vi laver på tæppet. 

Efterhånden som denne øvelse med at sidde og kigge på aktiviteter gentages kommer tæppet til at blive et pausested hvor man slapper af mellem øvelserne. Praktiseres det konsekvent giver det en kompetence som vil være rigtig nyttig i resten af hundens liv. De bliver bedre til at være i ro, falde til ro, acceptere at det er ikke altid de skal deltage og at det er ok at nøjes med at kigge på. 

For os er det vigtigt at hundene kan slappe af i nærheden af andre hunde, derfor skelner vi skapt mellem træning og leg. 

På en træningsplads der arbejder vi og løser de opgaver vi får. Leg med andre hunde er ikke en del af det der foregår når vi træner. Den opdeling har den fordel at hundene er fokuserede på det vi laver frem for de andre hunde. 

Når vi ikke træner så kan vi lege med andre hunde og hvalpe på vores initiativ. Det sker et andet sted end hvor vi træner og på et andet tidspunkt. Oftest er det hjemme hos os at de leger. 

Det er ikke så almindeligt at skelne på denne måde med hver ting til sin tid, men vi er glad for at træne på den måde og det er vigtigt for os at vores hunde falder hurtigt til ro. 

Tove og Hope går på pressenning

John og Hera træner at være i ro

Tove og Hope træner også at være i ro

mandag den 6. august 2018

Den kommende tid

Som tidligere nævnt beholder vi Hera og Hope i lidt længere tid for at finde ud af hvilken en af dem vi tænker er mest velegnet til avl.

For at stimulere hvalpenes udvikling i den kommende tid behandler vi dem på præcis samme måde som var det en der skulle bo her permanent.
Det betyder at de kommer på socialiserings- og miljøtræningsture.
De har allerede været en tur i svømmehal, på besøg i et andet hjem og en tur på banegården. De sover heller ikke længere i køkkenet, men i soveværelset med alle os andre og de voksne hunde.

Det er også vigtigt at lære hunden at være i miljøet på en træningsplads og træne der hvor der er andre hunde. Derfor begynder vi begge til hvalpetræning hos DKK i morgen med hver vores hvalp. 

For os er det vigtigt at en hvalp er så velfungerende som muligt når den flytter, uanset hvor gammel den er. Det betyder at de skal kontinuerligt have forskellige oplevelser der støtter deres udvikling og det gør vi ved at tage dem ind i vores hundeflok på lige fod med de andre vi har med hensyn til at de er små hvalpe. 

søndag den 5. august 2018

Med i soveværelset

I nat var det slut med at dele familien når vi skulle sove. Derfor kom hvalpene og John med op i soveværelset så vi alle kunne sove sammen.

Hvalpene kunne slet ikke administrere at være løse i soveværelset og ville ikke stoppe med at løbe rundt. Vi har heldigvis et af de største hundebure man kan få så det satte vi op i soveværelset og puttede hvalpene i det.

Med det samme hvalpene kom derind, i omgivelser der mindede om hvalpegården, lagde de sig til at sove.

På besøg hos bedste

I eftermiddag har hvalpene været på besøg hos Toves mor. De synes det var spændende at gå rundt og snuse. Det var meget sjovt at vælte reklamer og bide lidt i strikketøjsposen.

lørdag den 4. august 2018

Essie er glad for sine hvalpe (stadig)

Essie leger stadig med sine hvalpe hver dag. Hvis der har gået for lang tid siden hun legede med dem sidst så går hun hen til dem og begynder selv at lege med dem. 

Hun er set bruge forskellige måder til at invitere til leg: legebuk hvor hun ligger hoved og forben på jorden mens hun står på bagben, løbe rundt med legetøj i munden, lægge sig ned på ryggen, lægge en pote på ryggen af hvalpene. Hvis det fejler kan hun finde på at holde om er ben.

De har også lært at Bea og Sif ikke vil bides i  så det lader de være med, for det meste i hvert fald.

Morgenfræs på marken

Dagen startede med en gå og løbetur på marken tidlig morgen efter morgenmaden. Hvalpene er meget undersøgende men følger John tæt når han går rundt på marken.

Efter et stykke tids snusning begynder hvalpene at tumle. Det betyder at de er mætte med indtryk og vi tager dem ind igen.

Nu skulle de gerne sammen med de voksne hunde kunne være hjemme nogle timer, mens vi er på udstilling med Darwin.

Straks det er ovre kører John hjem til de små puds og Tove bliver.

Det var dejligt at komme hjem til et hus hvor både store og små hunde var i dyb søvn. Det betyder at de har haft en god formiddag.

fredag den 3. august 2018

Besøg af Darwin

I dag har vi besøg af Darwin fra D-kuldet, der er Sif's første kuld børnebørn.
Han er 6 år gammel og meget tålmodig og forsigtig med de små. Darwin er den anden voksne hanhund hvalpene møder. Den første de mødte var farmand Calle der var på besøg for et par uger siden.

Selv om Darwin vistnok ikke må gå i sofaen derhjemme, var han hurtig til at kopiere de andres adfærd og hoppe op og lægge sig. 

I morgen skal han med på udstilling i Billund mens de andre går en god lang formiddagslur. 


torsdag den 2. august 2018

Hera på tur

I aften har Hera været på tur med Essie til water walker træning. Hun var lige så dygtig som Hope og gik fint på båndet og spiste godbidder. Dygtig lille hundrhvalp.

onsdag den 1. august 2018

Tur på banegården

Hvalpene har været på banegården her i aften. Vi mødte en familie med tre små piger der gerne ville snakke og klappe de små. De var også meget optaget af en gruppe mænd i orange arbejdstøj der gik gennem ventesalen. Til slut inden vi vendte snuden hjemad kom der en bus kørende forbi os. Den var også spændende at kigge på. Alt i alt en succesfuld tur med både miljø- og socialiseringstræning. 

Nysgerrige lille Hope

Vi kigger bare

Appetitten er tilbage

Appetitten er god efter temperaturen er faldet fra de +30 grader den har ligget på i en uge til mere normale dansk sommerniveau.

Vi har haft en god nat hvor hvalpene sov hver for sig. Der var kun ganske lidt utilfredshed da vi skulle sove. Her til morgen sov de helt til kl. 06 uden at skulle ud at tisse, men vi gik også sent i seng i går.

Hera til venstre og Hope til højre